Da min mand og jeg for 20 år siden flyttede bopæl til en få år gammel have, var det et to meter bredt bælte af nåletræer, der angav havens afgrænsning ud mod en offentlig sti. Træerne var ikke var højere, end at vores 4 årige søns legekammerat morede sig med at gå med et ben på hver side af den yderste trærække - som heller ikke af hende blev opfattet som en afgrænsn ing. Vi var vældig forhippede på at få haven lukket hurtigst muligt, lige som vores egen barndoms haver havde været det, både af hensyn til vores barn, og for at slippe for indblik.

I stedet for nåletræerne ønskede vi derfor en hurtigvoksende hæk, som gerne måtte stå som uklippet. Valget faldt på Spirea Vanhoutti, som vi havde hørt skulle være hurtig og frodig. Egentlig ville vi helst have haft en bøgehæk, men det var komplet utilfredsstillende, at haven så først kunne være lukket mod stien efter 10 år - så den løsning var hurtigt ude af billedet.

I efteråret 1994 gav den nyplantede bøgehæk ikke megen afskærmning.

Hækken voksede godt til og var i de første år ganske flot og blomstrede overdådigt, hvilket var en god ting i den forholdsvis nyetablerede have. Men da den var 10-15 år gammel indså vi, at det var den forkerte hæk, vi havde valgt. Den var blevet grim og riset, delvis ødelagt af snetryk fra de hårde vintre i 80-erne og alt for bred. Selv om vi erfarede, at det kunne lade sig gøre at forny hækken - hvilket nogle af vores naboer har gjort med held - valgte vi alligevel at give den dødsstødet. Nu ville vi have den bøgehæk, vi havde drømt om - men vi ville ikke vente 10 år på den. Og vi besluttede samtidig i samråd med vores bagbo at nedlægge vores fælles hæk af rødel, som havde irriteret begge parter i årevis. Dvs. vi stod over for at skulle plante en ny hæk til to sider, godt og vel 60 m - hvilket indebar fornyet indblik i den efterhånden så lukkede have. Det var næsten ikke til at holde ud at tænke på, men nu skulle det være!

Hvis vi havde haft råd, ville vi have købt store planter, hvis det ellers havde været muligt på det tidspunkt. I stedet købte vi små planter på ca ½ meters højde hos den lokale gartner. Disse blev plantet i tætte rækker i køkkenhaven i foråret 1993, hvor jorden er forholdsvis god. Her blev de plejet godt med vand, gødning og kompost. Begge de gamle hække blev stående indtil november 1994, hvor vi ryddede det hele væk og rensede jorden godt. Den blev godt gennemarbejdet, der blev tilført kompost, og de tidligere bede, der havde ligget umiddelbart op ad hækken, blev rykket 1 meter længere ind i haven, så der blev plads til en smal sti langs den nye hæk, både af hensyn til hækklipning og til oplevelse. Denne del af arbejdet var den hådeste, og den der tog længst tid.

Fire år senere er bøgehækken mandshøj og afgrænser haven på bedste vis.

Den sjoveste del af arbejdet var selve plantningen af af de små bøgeplanter, hvis overjordiske dele var blevet en del tættere. Ved optagning viste det sig endvidere, at rodnettet havde undergået endnu større forandringer. I de 1½ år planterne havde stået i børnehave, havde de udviklet en meget tæt og stor rodklump. som vi med største nænsomhed flyttede over på det blivende sted, hvor jorden i forvejen var forberedt - én efter én for at undgå, at der faldt for meget jord af rodnettet. Alligevel varede selve plantningen kun en weekend.

Den efterfølgende sommer voksede planterne videre, som om de aldrig var blevet flyttet, og her i sommeren 1998 er de over mandhøjde og tætte i næsten 1½ meters højde. Hvert år efter plantningen er de blevet studset ganske let på siderne og i år også i højden. Til næste sommer har vi en hel tæt hæk i den ønskede højde. Det tog i virkeligheden kun 4-5 år og var hele ulejligheden værd! Havde vi plantet hækken for 20 år siden, havde det givetvis taget længere tid. Dels fordi der ikke var nær så godt med læ i haven som nu, den var meget forblæst , dels fordi den meget lette sandjord i de mellemliggende år er blevet væsentlig forbedret gennem jævnlig udlægning af kompost - men det er en helt anden historie!