Terrasser og småkroge Mange af os har det lige som med planter: Vi trives bedst, når vi kan komme i læ for
vinden. En effektiv måde er at sætte sig i udestuen. Men man kan også sidde godt ude,
selv om det blæser - når terrassen er placeret og udformet rigtigt.
Terrassen er husets nærmeste uderum. Ved mange parcelhuse er den placeret, så der er
direkte udgang fra opholdsstuen eller alrum, hvilket får den til at virke som en
udvidelse af boligen.
En god terrasse er efter min opfattelse et sted, hvor man sidder i læ (næsten)
uanset, hvordan vindretningen er - derfor kan det være en god idé at have flere. Den er
tilpas stor, så der er plads til både familie og venner, men ikke for stor. Der
skal både være sol og halvskygge. Gulvet i den er sådan, at borde og stole står
stabilt - i form af fliser, klinker eller træ. Væggene er "grønne", og de
stikker ikke. Loftet har himlens farve, men en del af terrassen må gerne være
overdækket, så der er et sted at trække ind under, hvis der falder et par dråber.
Desuden vil en overdækning være med til at holde på varmen. Overdækningen kan være et
træ af passende størrelse, der giver flimrende halvskygge på det rette tidspunkt af
dagen og beskytter mod de første dråber. Det kan også være en pergola med blåregn,
clematis eller vin. En kæmpeparasol kan også bruges som supplement. Ønsker man en
egentlig overdækning, kan klare plader eller en baldakin måske være løsningen.
 |
| Et flethegn danner ramme om terrassen, mens
bøgehækken omkring vokser. |
Terrassen skal være ugenert og uden indblik og være det sted, man kan kunne smide sig
som man vil uden at tage hensyn til omgivelserne. Men selv om man kun har én, behøver
den ikke nødvendigvis at ligge lige uden for stuedøren - den kan lige så godt være
placeret i den anden ende i haven. Eneste ulempe er så, at man skal gå længere med
kaffebakken, men med haver af almindelig størrelse kan det vist ikke være noget problem.
Fordelen ved at have terrassen eller én af terrasserne - placeret i den anden ende
af haven er, at hus og have bogstavelig talt opleves fra en ny vinkel. Et bed i modlys,
hvor farverne spiller sammen på en ny måde, glæden ved at se det pæne hus,
fornemmelsen af at være midt ude i det grønne.
Til terrassens vægge kan benyttes en klippet hæk, f.eks. af bøg Fagus sylvatica
eller lærk Larix kaempferi. Bøgen bevarer de brune blade om vinteren og lukker
for indblik. Lærken får den smukkeste gule farve i en kort periode, men efter at have
smidt nålene præsenterer den derefter det fineste grenværk, der tillader et vist udsyn.
Andre hækplanter kan anvendes, men disse er de mest karakteristiske. Blomstrende buske
kan også anvendes til terrassens vægge, men kræver mere plads. Spinklere sorter af
jasmin, som generelt er gode lægivere, kan også bruges, f.eks. Philadelphus-hybrid
Mont Blanc eller P. x cymosus Bouquet Blanc. I
princippet kan alle buske anvendes, men bør vælges med omtanke, de er ikke alle lige
spændende at se på hele året.
For at fremme væksten af hækplanter eller buske kan der sættes et let hegn af flet
eller andet, hvilket gavner både brugerne af terrassen og planterne, indtil terrassen er
lukket af planter. Det behøver ikke nødvendigvis at være dyrt - bambuspinde fra de
opgravede bambus kan sagtens fungere som en pæn læskærm de 2-3 år, der er behov for.
Indretningen af en god terrasse er et individuelt anliggende, præcis lige som valg og
indretning af boligen. Først skal vægge, gulv og loft være i orden, herefter kan
møbleringen foretages - både med det, der skal fryde øjet og det, der skal opfylde
kravene til bekvemmelighed. Udvalget af planter til krukker er stort, og mulighederne for
at eksperimentere er uendelige. Der er noget for enhver smag, og noget af
"inventaret" kan ændres fra år til år.
 |
| En enkelt lækrog. |
Den faste møblering kan suppleres med klatrende planter som clematis, kaprifolie, vin,
vinterjasmin. En enkelt mindre busk kan placeres på et strategisk sted, og når der
først er etableret læ, kan man sagtens vælge blandt de mere sarte vækster. Flere typer
af azalea samt peberbusk Dafne mezereum er smukke og velegnede. Dog er peberbusk
meget giftig og bør kun anvendes, hvis man har fuld kontrol over de mindre børn, der
kommer på terrassen. Vælges troldnød Hamamelis, bør den kunne ses indefra, da
den er mest spændende om vinteren med de gule eller rødbrune trævlede blomster. En
karakteristisk staude kan også anvendes, f.eks. er palmeliljen Yukka filamentosa
en meget smuk solitær-staude.
Modsat havestuen giver terrassen en anden fornemmelse af nærhed til det derude.
Planternes og jordens duft en væsentlig bestanddel af oplevelsen sammen med lyden fra de
smådyr, der pusler mellem buskene. Tavs fugleflugt og lyset fra himlen bidrager til
stemningen.
En god lækrog er mere uformel - men mindst lige så god, hvis man højst er to. Der
skal ikke så meget til, en tæt busk og et par stole kan gøre det. En planke på to sten
under syrenen. Eller den lille bænk under hylden i køkkenhaven. Den giver virkelig
mulighed for at være i fred og ro nogle timer med en god bog. Men der bør være flere
lækroge rundt omkring i haven, så man på sin(e) daglige havevandringer altid har et
sted, hvor der er læ og nogenlunde fred, og hvor man kan sidde og fundere - over
tilværelsen og over, hvordan man nu kan forbedre haven.
|