Målet er, at haven bliver, som vi drømmer om den skal være, så vi dagligt kan glæde os over den, og så gæster spontant udbryder: "Hvor er det dog en dejlig have!" - Samtidigt med, at den ikke kræver mere arbejde end det, der opleves som en fornøjelse.

For det bør være en fornøjelse og ikke en sur pligt at arbejde i haven. "Kun en tåbe frygter ikke haven" er der nogle, der siger. Det er ikke så mærkeligt, at de gør det, hvis drømmen er at komme til at ligge i hængekøjen, mens virkeligheden er et hårdt slid med hakkejern og lugeklo. Oplever man det sådan, er det på tide at ændre taktik.

Filosofien bag den dovne have handler om at udnytte naturens spilleregler, så haven bliver medspiller i stedet for modspiller. Kodeordene er bunddække og valg af planter, der kræver mindst mulig pleje, og som passer til havens karakter og lokalitet.

Den dovne have fremtræder poetisk og frodig, selv om den også kan være stram og minimalistisk i sin opbygning. Den kan have partier, hvor naturen "slippes løs, "men den virker ikke uplejet. Havens form og udtryk er mere væsentlig end de enkelte planter, som indordner sig helheden. Valget af planter og måden at udnytte dem på er med til at understrege det frodige indtryk. Planterne præsenterer sig i store flader og partier og sættes så tæt, at de slører overgangene mellem de forskellige dele - hvilket er væsentligt for, at haven kan hvile i sig selv.

I den dovne have bruges bunddække til at hæmme ukrudtet i at spire. Når først bunden er lukket, er der ikke meget, der kommer frem, og de få græsstrå, der alligevel kæmper sig igennem, er nemme at fjerne. Det er den dækkede jords taktik.

At skabe en have er at forsøge at styre en del af naturen. Det gælder om at finde en balance og om at kende de virkemidler, der kan bruges for at realisere drømmene om haven - med en indsats, som man nyder.

Artikel om "Den dovne have"